København, 7. juni 2017

Hvor er alle de kvindelige entrepreneurer?

  • Share

 

Af Søren Smedegaard Hvid, direktør for EY Entrepreneur Of The Year i Danmark

Det går ikke så godt med ligestillingen. World Economic Forum har fremskrevet udviklingen i det årlige ’gender gap index’, og i det nuværende tempo skal vi frem til år 2186, før vi vil have en kønsmæssig balance. For to år siden var vurderingen, at der ville gå 80 år. Året efter var vi oppe på 117 år, og med den seneste vurdering fra udgangen af 2016 er vi altså oppe på 170 år. Nu er det svært at gøre fremtidsforskning til en eksakt videnskab, men udviklingen går tilsyneladende ikke så stærkt som forventet, og en række konkrete faktorer trækker i den forkerte retning.

De seneste to år har jeg haft fornøjelsen af at være direktør for EY Entrepreneur Of The Year i Danmark. Det er ikke alene en vækstkonkurrence – både i Danmark og globalt – det er også en agenda og en ambition om at hylde gode danske vækstvirksomheder for at motivere og inspirere morgendagens vækstsuccesser.

Vi møder de stærkeste vækstvirksomheder over hele landet, og har gjort det i nu over 20 år. Mennesker, der har drivkraft og gåpåmod til at etablere egen virksomhed, skabe arbejdspladser og skabe succes. Et objektivt deltagerkriterie er minimum 15 % vækst, mens en uafhængig jury ellers kaster et mere kvalitativt blik på vurderingen af virksomhederne. På seks regionale finaler kommer vi rundt i hele landet og slutter året med en national finale og en dansk vinder. Sidste år var det Micro Matic, og CEO Søren K. Vilby repræsenterer i disse dage Danmark ved World Entrepreneur Of The Year i Monaco. Samtidig kårede vi vindere indenfor kategorier som Innovation, Globalisering, Vækst i Danmark og uddeler også hvert år en særlig Startup-pris og en Ærespris til familieejede virksomheder.

Ude af balance

De regionale finaler og den nationale finale er festdage fyldt med inspirerende historier og mennesker, der har en vision, en vilje og en vedholdenhed ud over det sædvanlige. Vi kommer på tværs af geografi, møder virksomheder af forskellig størrelse og i vidt forskellige brancher.

Men der er en bestemt faktor, hvor der ikke er forskellighed og diversitet. Der er desværre en særlig mangel på kønsmæssig balance, når det gælder entrepreneurskab. Blandt virksomhedsejere og –ledere, der deltog i EY Entrepreneur Of The Year i 2016 var 93 % mænd og kun 7 % kvinder. Det tal har stort set ikke ændret sig i 20 år, selvom det nogle år har været plus eller minus et par procentpoint. Hvis vi ser på Erhvervsstyrelsens CVR-registreringer i Danmark fordelt på køn, så var der 29 % kvinder i 2016 og samme andel i 2015. De forrige 10 år har andelen ellers ligget mellem 32-34 %. Der er altså en underrepræsentation, når vi ser specifikt på vækstvirksomheder. I den globale konkurrence World Entrepreneur Of The Year er billedet ikke anderledes.

Jeg tror på, at der er dygtige ledere, visionære virksomhedsejere og succesfulde forretningsideer, som vi går glip af, hvis ikke vi udnytter den fulde talentbase. Jeg er udmærket klar over, at det er en udfordring som er kompleks – og også knyttet til debatten om kvinder på direktions- og bestyrelsesniveau.

Den åbenlyse skævvridning, som vi ser, kan skyldes mange forhold. Det er nemt at komme til at generalisere eller skabe myter, hvis man skal pege på én enkelt forklaring, og der er nok netop meget på spil.

Flere kvinder i det danske vækstlandskab

Jeg er ærgerlig og bekymret over, at vi ser så få kvinder i spidsen for vækstvirksomheder. På den baggrund opstod tanken om at etablere en særlig Female Entrepreneurship Award. Men efter at have vendt ideen med flere dygtige og kompetente mennesker kom vi dog på andre tanker. Den centrale indvending fra både mænd og kvinder var, at positiv særbehandling ikke er positiv. Ingen vil vinde en pris alene på grund af deres køn eller en pris, som kan opfattes sådan. Selv om intentionen var den stik modsatte, så kan det blive set som udtryk for en manglende ligestilling og kønsmæssig balance. I stedet fik vi mange andre gode input til, hvordan vi kan gøre en indsats uden at etablere en separat pris, og det er fortsat et emne vi vil fokusere på og gå i dialog om.

Kvinder skal have en mere fremtrædende plads i det danske vækstlandskab, og der skal være mere synlige rollemodeller. Vi kan være med til at gøre en forskel sammen med alle gode kræfter, der kan inspirere, motivere, engagere og fremme iværksætterlyst og entrepreneurskab, så vi kan realisere potentialet blandt både kvindelige og mandlige virksomhedsejere og ledere.

Det kan ikke være rigtigt, at vi skal vente 170 år på at få en mere ligelig repræsentation af kvinder og mænd blandt vækstvirksomhederne i EY Entrepreneur Of The Year. Hvis vi kan tage små skridt den rigtige vej, så kan vi måske ændre prognoserne og reducere tidshorisonten.

Del gerne dine tanker og synspunkter med mig! @hvid_s

Synes du, at man kan uddele en særpris til kvindelige entrepreneurer?

Hvad tror du kan fremme iværksætterlyst og entrepreneurskab særligt blandt kvinder?